Mandag den 5.12.2011

Tidligt op – før kl. 7, hvor skrækkeligt, men man skulle mønstre ved færgen kl. 7.25 for at få den til halv pris, så det var bare op og afsted. Vel ombord kunne vi så få morgenmad, det var der trods alt ikke grund til at klare inden. Det var en utrolig flot tur, hvor man kunne blive bekymret for om den store færge overhovedet kunne komme gennem de smalle stræder, men vel vidende at de sejler med adskillige afgange hver dag, gik det lige.

På færgen sad et par ved samme bord som vi gjorde, og hun skulle da lige høre hvor vi var på vej fra og til, og kom med en lang række ting vi da måtte se på sydøen, så da de havde rejst sig fra deres morgenmad, måtte vi lige overveje planerne en gang til, og da vi ikke kunne bestemme os, endte vi med at tage til Kaikoura, da det med sikkerhed var et af de steder vi skulle hen for at se hvaler, så nu har vi lige et par dage mere til at bestemme os til om vi skal tage de lange køreture og se gletchere, guldgraver-show-by, jade-tilskæring og flot natur eller om vi skal tage til den nordlige ende og se flot natur, flot natur og flot natur, og have mange dage samme sted.

Søndag den 4.12.2011

Jeppe og Gunnar på observatorium for at høre om den sydlige stjernehimmel, om planeter og at der er et sted med 10.000 års årstider, samt forsøg med tyngdekraften, og så lige en tur i kabelbanemuseet på vejen retur, for ellers kom Jeppe slet ikke til at køre med nummer 1, og når man nu skulle vente alligevel.

Anne og August tog den kortere tur til Te Papa, for at genopleve nogle af de tidligere sete ting, bl.a. om rummanden kunne klares sig bedre hvis han tog pomfrittræet og kokospalmen med når han skulle til jorden, og om der stadig var orme i æblerne. Men ormene var for farlige, da det kom til stykket, så den kasse skulle der ikke kigges i. Da vi kom til museet, var der 2 skuespillere med en dukke på vej op med elevatoren, de spurgte om vi ikke skulle op for at se et teaterstykke, vi afslog pga sproget, men de forklarede at der ikke ville blive talt, så det måtte vi prøve, men halvvejs igennem mente August at nu måtte vi videre i teksten, så vi sneg os ud fra en pudsig forestilling om en dukke, drager, og sjove hatte der blev sat på hovedet af folk. Ud over gensyn blev der også tid til at se en Maori samlingshytte med en mængde træudskæringer, og en lille film om hvordan verden blev til i.flg. Maoritroen, på hhv. maori og engelsk, så der var lige en oversættelsesudfordring. Der blev også tid til et besøg i et børnerum, hvor der var mulighed for at trille med kugler med nogle maskiner, spille et lille spil hvor man skulle redde sin oprydningsrobot, så den kunne rydde ens værelse op (spillet havde så farlig en slutning, at August lige måtte gemme sig bag hænderne og spørge om det gik godt), der var en lille butik hvor man kunne lege købmand og man kunne tage sit billede med webcam og redigere det med en slags paintshop-program.

Da vi igen blev samlede på museet, kunne vi lige nå i cafeen og så i butikken på vej ud, fordi Anne havde læst at man støttede museet ved at købe noget i butikken, og det var jo kun rimeligt nu hvor der var gratis entre. Så det endte med at Anne fik en meget overraskende og lettere forsinket fødselsdagsgave på en bænk uden for museet.

På vejen retur til hotellet gik Augusts verden helt itu, da han fandt ud af, at han ikke skulle have en lille pakke biler, selv om den var blevet vendt og drejet tidligere på dagen, i en boghandel på vej ned gennem byen. Det gik både galt på vej ud af butikken, men i lige så stor grad da vi gik ind på hotellet, for vi skulle da i en butik for at købe noget!

Lørdag den 3.12.2011

Vi tog en tur mod zoo, og selv om den første bus ikke kørte i weekenden, så lykkedes det med den anden af de anbefalede efter lidt ventetid. Da girafferne skulle fodres, måtte vi afsted mod dem næsten med det samme, efter en fortælling om hvad de 3 giraffer hed, hvor gamle de var, og hvor mange nakkehvirvler de har (lige så mange som mennesker) samt fremvisning af en, var der fodring. Sandelig om der ikke var uddeling af blade, så alle kunne fodre girafferne, så nu fik Jeppe også prøvet. Det var en lille zoo, og mange af dyrene sov, så det tog ikke hele dagen at komme forbi tigrene, gorillaerne, den lille asiatiske bjørn, et par leoparder og lidt mere, der var desværre ikke slanger, men kun lidt firben.

Tilbage midt i byen gik vi ned om havnen forbi en legeplads, som lige tog en halv times tid, og videre hen til kabelbanen, hvor vi tog op til botanisk have og observatoriet, desværre var der halvanden time til næste forestilling i observatoriet, så vi gik i haven, hvor der var en stor legeplads, som lige tog den næste times tid, så var det ved at være spisetid, så vi tog ned igen, vi må se om observatoriet bliver i morgen.

På restauranten om aftenen sad vi pludseligt så uroligt på stolene, der var lige 3-5 sek jordskælv, mærkelig fornemmelse (på ttv står der at det var 5,7 på richterskalaen, med centrum 30 km øst for Picton). Der var kun en der nåede at rejse sig, men der blev underligt stille et kort øjeblik, musikken blev slukket og alle tav. Da vi kom tilbage på hotellet var shampooen faldet ned fra hylden, men ellers er her ikke noget at se.

Fredag den 2.12.2011

Op og lige pakke sammen, og så ud til en gang morgenmad mere på landet før vi tog videre mod Wellington.

Efter nogle timers køretur, blev poolen lige afprøvet, før vi gik på nationalmuseet. Museet var et hit, med adskillige interaktive udstillinger, August brugte timer bagefter til at spørge, hvad var der i æblerne, hvorfor hoppede manden med panden, næste gang vælger vi pomfrittræet, og den slags indlysende spørgsmål og kommetarer. Og vi fik alle set et blåhval-skelet, en konserveret kæmpeblæksprutte, fik prøvet 5 på richterskalaen i et jordskælvshus, og børnene kravlede en tur i en blåhvalhjertemodel, skala 1:1.

Jeppe er lidt utilfreds over at indkvarteringen nu er i et rum igen, at bruseren gjorde hele gulvet vådt (her er vi andre enige) at køkkenet er så lille... han ser ikke på at vi så bor midt i byen, og lige kunne gå ned på havnen – i øvrigt et superlækkert sted, med masser af steder man lige kan sidde, og en mængde ting at se på. Wellington virker i øvrigt meget mere som storby end Auckland gjorde – men måske vi bare var det forkerte sted.